Iron Maiden er et heavy metal-band startet i 1975 i London, England, af bassist Steve Harris. Bandet regnes som et af de mest indflydelsesrige heavy metal-bands i verden, og har solgt mere end 70 millioner album. Iron Maiden har derudover haft stor indflydelse på udviklingen af andre metal-genrer. Et eksempel er det amerikanske thrash metal-band Slayer, som har udtalt at Iron Maiden er et af de bands som har påvirket dem mest. 19. august 2005 blev bandet medlem af Hollywood's Rockwalk, som er musikkens svar på Hollywood Walk of Fame Bandets maskot, Eddie, går igen både til koncerterne og på covers til bandets album. Computerspillet Ed Hunter er baseret på Eddie.

Pr. 2009 har Iron Maiden udgivet 14 studiealbum, 10 opsamlingsalbum og 9 livealbum.

Bandets historie begyndte i maj 1975, da Steve Harris og Dave Murray mødtes for første gang. Efter mere end tretten år med mange udskiftninger, specielt i begyndelsen, er det stadig de to som er de ledende kræfter i bandet.

De første år

Iron Maiden fik udskiftet flere medlemmer i 1970'erne, og i denne periode spillede bandet hovedsageligt på punkklubber rundt omkring i det østlige London. Selv om Iron Maiden var et metal-band, som hovedsageligt Deep Purple, Yes, Wishbone Ash og Black Sabbath, bar deres musik i begyndelsen præg af hurtig punk. Denne stil stoppede dog brat da den oprindelige forsanger Paul Day forlod bandet, og blev erstattet af Dennis Wilcock. Mens Day var tilhænger af den punkede stil, var Wilcock som Kiss-fan mere interesseret i sceneshows med pyroteknik, sminke og falsk blod.

Bandet vendte dog tilbage til den punkede stil da Paul Di'Anno blev ny forsanger. Pladeselskaberne havde i årevis prøvet at overbevise Iron Maiden om at de burde klippe håret og droppe metal-stilen til fordel for en "mere punket stil", og med den korthårede Di'Anno som frontmand kunne bandet blande de to stile sammen til en blanding af klassiske temaer, galopperende metal-rytmer og "hardcore" guitar-riffs. I løbet af 1978 lykkedes det nogenlunde Harris og Murray at have en stabil besætning, som nu bestod af Harris, Murray og Di'Anno, udover trommeslageren Doug Sampson.

Iron Maiden var på dette tidspunkt blevet en sensation i det engelske rockmiljø. Bandet havde kun spillet sammen i tre år, men havde fået en loyal skare tilhængere. De havde imidlertid endnu ikke spillet noget de selv havde skrevet, og 31. december 1978 indspillede bandet en af de mest berømte demoer i rockens historie. Demoen indeholdt fire sinde, og tre af dem kom med på singlen The Soundhouse Tapes (1979), som i dag er et eftertragtet samlerobjekt som både bootleg og piratkopi.

Soundhouse Tapes blev udgivet 10. november 1979 i blot 5 000 eksemplarer, som alle blev udsolgt i løbet af en uge. Singlen blev genudgivet i 1996, i en begrenset udgave, og disse eksemplarer blev solgt for flere tusinde kroner stykket. To af sangene på singlen, "Prowler" og "Iron Maiden", kom på førstepladsen på de engelske metal-hitlister.

Tidligere havde Dave Murray spillet sammen med en ekstra guitarist, men igennem størstedelen af 1977 og 1978 var han bandets eneste guitarist. Dette ændrede sig dog da Tony Parsons kom med i 1979. I slutningen af oktober samme år skrev Iron Maiden kontrakt med pladeselskabet EMI – aftalen blev ikke offentliggjort før 15. december.

Næsten samtidig, efter blot 10 uger, forlod Parsons bandet og blev erstattet af Dennis Stratton. Egentlig havde bandet hellere set Murrays barndomskammerat Adrian Smith som Parsons' efterfølger. I starten af 1970'erne havde de spillet i et skoleband som hed Evil Ways. Smith var dog sanger og guitarist i sit eget band, Urchin. Nogle måneder senere, i januar 1980, måtte også trommeslager Sampson forlade bandet, på grund af sygdom. Hans erstatning blev Clive Burr, og bandet var nu klar til at indspille sit første studiealbum.

"Guldalderen"

Som gruppe var Iron Maiden aldrig indblandet i stor festivitas eller narkomisbrug, hvis man ser bort fra sangeren Paul Di'Anno. Da de var i gang med at få deres store gennembrud i USA, blev Di'Annos opførsel mere og mere ødelæggende for resten af bandet, noget som fik en negativ effekt på fremførelsen af musikken, og dette resulterede i at i slutningen af 1981 blev han udskiftet til fordel for den tidligere Samson-forsanger Bruce Dickinson.

Dickinson havde en anderledes - ifølge mange bedre - måde at tolke – og synge – sangene på, og hans stemme havde en helt anden rækkevidde end dem, der havde været før ham. Hans Iron Maiden-debut blev med albummet The Number of the Beast, som bliver regnet som en klassiker inden for heavy metal-genren. Albummet blev en verdensomspændende succes, og specielt to sange gav stort indtryk; "The Number of the Beast" og "Run to the Hills".

For første gang drog bandet ud på en verdensturné, hvor de bl.a. besøgte USA, Japan og Australien. Turnéen blev imidlertid forstyrret af religiøse grupperinger som hævdede at Iron Maiden var et satanisk band på grund af de mørke tekster, som de påstod handlede om Satan. Reelt var det kun en af sangene – "The Number of the Beast", som omhandler et mareridt – som berørte emnet. Iron Maiden benægtede alt dette, og til dags dato har bandet ikke udgivet et eneste album som måtte mærkes med advarsel på grund af indholdet.

Efter den enorme succes med The Number of the Beast, var bandet blevet et hit verden over. Før de gik tilbage i studiet i 1983 blev trommeslageren Clive Burr udskiftet med Nicko McBrain. De næste år udgav Iron Maiden fire album som alle solgte til flere gange platin flere steder i verden; Piece of Mind (1983), Powerslave (1984), Live After Death (1985) og Somewhere in Time (1986). Overalt hvor de optrådte samlede de et stort publikum, specielt i Sydamerika, Asien, Australien og i USA.

Alle disse album indeholdt sange som bestod af komplicerede melodier, hyppige rytmeskift og ofte klassiske temaer. I modsætning til mange andre lignende bands på samme tid, undgik Iron Maiden bevidst sange som drejede sig om alkohol, narkotika, sex og kvinder – sidstnævnte dog med tre undtagelser (sangene "Charlotte the Harlot", "22 Acacia Avenue" og "Women In Uniform"). Tekstene omhandlede i stedet ofte engelsk litteratur ("The Rime of the Ancient Mariner"), og historie ("Alexander the Great"). Musikken blev ofte betegnet som "intelligent metal".

Eksperimenter

I 1988 prøvede bandet en ny fremgangsmåde ved deres syvende studiealbum, Seventh Son of a Seventh Son. Dette var en konceptalbum som omhandlede historien om et barn med overnaturlige evner, og var baseret på bogen Seventh Son af Orson Scott Card. Det var Iron Maidens hidtil mest eksperimentelle album, og bliver ofte omtalt som bandets kreative højdepunkt, men samtidig slutningen på "guldalderen".

Nedturen

For første gang i syv år måtte bandet foretage en udskiftning af et medlem, da guitaristen Adrian Smith stoppede. Den tidligere Gillan-guitarist Janick Gers blev valgt som arvtager for Smith. I 1990 udgav bandet No Prayer for the Dying, som ikke blev modtaget særlig positivt blandt deres fans. På dette album vendte Iron Maiden tilbage til den lidt tungere stil, men tekstene var mere enkle, og musikken var ikke i sig selv lige så udfordrende som tidligere. Herudover begyndte Bruce Dickinson at eksperimentere med en skarpere stemme, noget som bestemt heller ikke blev godt modtaget af fans. Albummet blev dog alligevel en kommerciel succes, og sangen "Bring Your Daughter to the Slaughter" fra gyserfilmen A Nightmare on Elm Street 5 blev højt placeret på hitlisterne.

Før udgivelsen af No Prayer for the Dying startede Dickinson sin solokarriere parallelt med at være sanger i Iron Maiden (Janick Gers var også guitarist i Dickinsons soloprojekt). Han fortsatte med at turnere med Iron Maiden i 1991, og de indspillede albummet Fear of the Dark, som blev udgivet i 1992. Albummet indeholdt flere sange som blev meget populære blandt fans, bl.a. "Afraid to Shoot Strangers" som kritiserede Golfkrigen.

Selv om heavy metal i 1992 blev betragtet som gammeldags, og grunge som det nye, fortsatte Iron Maiden at spille til udsolgte koncerter verden over. Dickinson fortsatte dog med at synge med skarp stemme, og størstedelen af teksterne var flop set i forhold til bandets tidligere succeser. I 1993 forlod Bruce Dickinson bandet til fordel for sin egen solokarriere. Dette var et hårdt slag for både Iron Maiden og deres fans. Dickinson lovede dog at fortsatte i bandet frem til årets slutning, hvilket resulterede i et par livealbum, som blev udgivet i efteråret.

Ny start

Iron Maiden hørte på hundredevis af sangere før de endeligt valgte Blaze Bayley i 1994. Bayley havde tidligere været sanger i Wolfsbane og viste sig at være i stand til at tage arven op efter Dickinson, selv om hans stemme ikke havde samme rækkevidde som Dickinsons.

Efter tre år uden nye album, blev The X Factor udgivet i 1995, og for første gang blev bandets fans delt i to; enten elskede man albummet, eller også hadede man det. En stor del af grunden til denne splittelse skyldes at lydbilledet på The X Factor var meget anderledes end bandets tidligere udgivelser. Albummet indeholdt mange mørke og dystre sange, hvilket muligvis skyldes at Steve Harris på denne tid havde personlige problemer. Den 11 minutter lange episke sang "Sign of the Cross", som omhandler inkvisitionen, er dog blevet en Iron Maiden-klassiker.

I 1996 turnerede bandet næsten konstant før de vendte tilbage til studiet for at indspille Virtual XI. Albummet blev udgivet i 1998, og var afgjort "gladere" end The X Factor, og havde bl.a. hits som "The Educated Fool" og balladen "Como Estais Amigos". Virtual XI blev aldrig nogen kommerciel succes, og den blev Iron Maidens første album som ikke solgte mere end en million eksemplarer.

Genforeningen

Tidligt i 1999 forlod Bayley Iron Maiden, og få måneder efter chokerede bandet omverdenen da de bekendtgjorde genforeningen med den tidligere sanger Bruce Dickinson og tidligere guitarist Adrian Smith. Janick Gers fortsatte også i bandet så Iron Maiden nu havde tre guitarister – noget som er temmelig usædvanligt for bands. Dickinson valgte også at vende tilbage til den "rene stemme" som han havde i 1980'erne. Bandet tog på en genforeningsturné, og samlede både gamle og nye fans over hele verden.

I 2000 begyndte bandets mere "progressive" år. De udgav albummet Brave New World, baseret på Aldous Huxleys roman med samme navn. Sangene var længere, og teksterne omhandlede alt fra dystre emner til samfundskritik.

Verdensturnéen endte i januar 2001 med en koncert på Rock in Rio-festivalen.

Bandet fortsatte sin progressive trend med albummet Dance of Death (2003), som solgte til platin i flere lande. Dance of Death er i øvrigt det eneste album bandet har udgivet hvorpå trommeslager Nicko McBrain har bidraget med materiale til en sang – "New Frontier" – hvor han skrev basgangen.

I 2005 annoncerede Iron Maiden en turné for at fejre at 25-året for deres første album, og deres eget 30-års jubilæum. En genudgivelse af Number of the Beast-singlen gik ind som nr. 3 på de britiske hitlister. Turnéen skulle også støtte op om udgivelsen af dvd'en The Early Days, som er en hyldest til dem selv og musikken de indspillede i perioden 1976–83. I efteråret 2005 blev cd'en Death on the Road udgivet. Det var oprindeligt meningen at den skulle udgives med en dvd-udgave, men den kom først 6. februar 2006.

28. august 2006 blev Iron Maidens 14. studiealbum, A Matter of Life and Death, udgivet. Albummet fik fine anmeldelser og kom med på albumhitlisterne i flere lande. Samme efterår tog bandet på en ny verdensturne.

10. juni 2007 optrådte Iron Maiden på Download Festival som headliner for fjerde gang.

Senest startede bandet en verdensturne i 2008 kaldet Somewhere Back in Time. De optrådte i den anledning også på Wacken Open Air 2008 som absolut hovednavn - alle andre scener var lukkede mens bandet optrådte.