Heavy Metal

Heavy metal (også blot kaldet metal) er en rockgenre, som blev udviklet i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Med rødder i blues rock og psykedelisk rock udviklede heavy metal-grupperne en tyk, tung, guitar-og-tromme-centreret lyd, karakteriseret af højt forstærket forvrængning og hurtige guitarsoloer. Allmusic har skrevet at "af alle rock & roll's utal af former, er heavy metal den mest ekstreme hvad angår lydstyrke, mandestolthed og teatralskhed."

Selvom tidlige heavy metal-grupper som Black Sabbath og Deep Purple tiltrak et stort publikum, blev de ofte hånet af anmelderne, noget som har kendetegnet genren langt op i tiden. I midten af 1970'erne hjalp Judas Priest med at udvikle genren ved at droppe en stor del af indflydelsen fra blues; New Wave of British Heavy Metal fulgte i et lignende spor og blandede musikken med en punk rock-følsomhed og et stigende fokus på hurtighed.

Heavy metal blev voldsomt populært i 1980'erne, da mange ikke videre udbredte undergenrer begyndte at udvikle sig. Mere aggressive og ekstreme variationer end fortidens metalmusik var for det meste forbeholdt et undergrundspublikum; andre, deriblandt glam metal og, i en mindre udstrækning, thrash metal, blev kommercielle kassesucceser. I de senere år har stilarter som nu metal yderligere udvidet definitionen af genren.

Heavy metal er generelt kendetegnet ved høje, forvrængede guitarer, kraftige rytmer, tæt bas-og-tromme-lyd og energisk vokal. Metal-undergenrer fokuserer, ændrer eller udelader oftest en eller flere af disse egenskaber. Typisk består et band af en trommeslager, en bassist, en rytmeguitarist, en lead guitarist og en sanger, som nogle gange også spiller instrument. Akustisk keyboard var populært i tidlige metalbands — specielt orgel, og nogle gange mellotron — men i dag bruges de sjældent. Elektroniske keyboards bruges ofte i dag af grupper inden for flere stilarter, deriblandt progressiv metal, power metal og symfonisk metal.

Den elektriske guitar og den soniske kraft, som den udsender gennem forstærkning, er historisk set nøgleelementet i heavy metal. Guitarer spilles ofte med forvrængningspedaler gennem rørforstærkere med meget overdrive for at skabe en tyk, kraftfuld ("heavy") lyd. I starten af 1970'erne begyndte nogle populære metalgrupper at have to guitarister. Førende band som Judas Priest og Iron Maiden fulgte dette mønster ved at have to eller tre guitarister til at dele både lead- og rytmeguitarrollerne. Et centralt element i meget heavy metal er guitarsoloen. Efterhånden som genren udviklede sig, begyndte mere komplicerede soloer og riff at blive en uundværlig del af stilarten. Guitarister bruger sweep-picking, tapping og andre avancerede teknikker til at spille hurtigt, og mange undergenrer lægger vægt på virtuose opvisninger.

Guitarens hovedrolle i heavy metal kolliderer ofte med sangerens traditionelle "lederrolle", hvilket skaber en musikalsk spænding. Metalvokaler varierer bredt, fra Judas Priests Rob Halford og Iron Maidens Bruce Dickinsons multioktave, teatralske måde til Motörheads Lemmy og Metallicas James Hetfields bevidst grove stemmer, til den direkte skrigen fra Lamb of Gods Randy Blythe og At the Gates' Tomas Lindberg, til den tilstoppede, "besatte" stil, som bruges af black metal-sangere som Cradle of Filths Dani Filth. Basguitaren spiller en vigtig rolle i de fleste metalband og giver den lyd i den lave ende, som er nødvendig for at gøre musikken "tung." Herudover er bassen ofte forvrænget og ændret af en række forskellige effektpedaler. Metalbassister bruger ofte plekter i stedet for deres fingre for at gøre bassen tydeligere. Metalsange har oftere bassoli end andre rockgenrer, specielt på de første par bånd. Trommesættet er generelt meget større end hos nogen anden form for rockmusik. Bortset fra det normale sæt er der ofte en dobbelt stortromme, flere tamtam-trommer og bækkener og andre instrumenter som f.eks. koklokke.

Hvad angår livelyd betragtes lydstyrke som noget af det vigtigste. Ved at gå i Jimi Hendrix og The Whos fodspor satte tidlige heavy metal-band nye grænser for lydstyrke. Tony Iommi, guitarist for pionererne Black Sabbath, er blandt den lange række heavy metal-musikere som har mistet en del af sin hørelse på grund af lydstyrken ved deres livekoncerter.

Du kan se mere på

Wikipedia / Heavy Metal
 
Copyright 2009© White Tail Rebel. All rights reserved. ------------------------ Mail. whitetailrebel@besked.com / Phone. 22 16 23 72
Lav din egen hjemmeside med mono.net